International Canoe Federation (ICF) er blevet Paddle Worldwide (PW)
Det internationale kano- og kajakforbund, International Canoe Federation (ICF), har skiftet navn. Fra den 25. juli 2026 hedder det Paddle Worldwide. Bag navnet ligger et strategisk skifte, og en praktisk oprydning der kommer til at tage år. Fra forbund til bevægelse ICF har siden 1924 stået for konkurrencedelen af sporten: regler, stævner, mesterskaber og de ti internationale discipliner fra sprint og slalom til dragebåd, SUP og oceanrace. Men de fleste, der padler, stiller aldrig til start i en konkurrence. De tager på tur, sætter kanoen i vandet med børnene eller får en time på søen efter arbejde. Navneskiftet er kulminationen på strategien Fit for Future, som blev sat i gang efter valget af præsident Thomas Konietzko i 2021 og formuleret gennem en bred konsultation blandt medlemsforbundene. Generalsekretær Richard Pettit har sagt det sådan, at organisationen fremover vil måles på, hvor mange den får ud på vandet, ikke på hvad der sker på skærmen. Identiteten hviler på fem principper: Belong, Progress, Open, Together og Water. Vi i DKF har sagt noget af det samme kortere i flere år. For sjov, for alvor, for alle. Derfor “Paddle” På engelsk dækker ordet canoe både kano og kajak. Det har været en upræcis paraply i mange år, og den bliver kun mere upræcis, når sporten også rummer SUP, dragebåd og oceanrace. Paddle er derimod det eneste, alle i sporten har til fælles (i hvert fald når vi holder os til engelsk), uanset disciplin, båd, alder eller grund til at komme på vandet. Hvorfor DKF ikke gør det samme Den logik kan ikke oversættes til dansk. Vi har allerede både kano og kajak i navnet, og vi har ikke et enkelt ord der samler sporten på samme måde. Redskabet er en pagaj, en paddel eller grønlandsåre. Vi padler, men i flere discipliner ror vi, og vi kalder os kajakroere eller “spilere”. Der findes altså ikke et dansk “Paddle” at bygge et navn på. Dansk Kano og Kajak Forbund hedder derfor fortsat Dansk Kano og Kajak Forbund. Spørgsmålet om, hvor meget af den nye identitet vi tager til os, bliver drøftet i bestyrelsen. Det praktiske: ICF og ECA bliver hængende et stykke tid Paddle Worldwide er bygget som en åben platform. Kontinentalforbund, nationale forbund, klubber og arrangører kan tage elementer til sig og tilpasse dem, men ingen er forpligtet til at kommunikere ens. Det europæiske forbund er nu Paddle Europe (PEU), tidligere ECA. I praksis vil de gamle navne stå mange steder i månederne og årene frem. I regelsæt og vedtægter. På resultatlister, i kursusmateriale og uddannelsesbeviser. I ældre nyheder og dokumenter på kano-kajak.dk. Vi retter til, når vi opdaterer materialet i forvejen, frem for at rette alt på én gang. Møder du ICF eller ECA i et dokument fra os, er det altså ikke en fejl, men et navn der endnu ikke er nået rundt. For klubber og medlemmer er der ikke noget, I skal gøre nu – udover at gemme linket til den nye Paddel Worldwide (PW) paddleworldwide.com hjemmeside. En strategi vi kender ICF “Fit for future” tankegangen er ikke ny. Klubben er den primære indgangen til sporten. Bredden og eliten kommer i de samme miljøer. En organisation der tager ansvar for både det sportslige, det rekreative og det miljø aktiviteterne finder sted i. Med skiftet fra ICF til PW kan vi nu forvente at DKF’s ambitioner får yderligere understøttelse af PW. Læs mere på paddleworldwide.com






